Brugerfortællinger

Mand, 34

Min anden familie. Det er faktisk ikke for meget at sige, at Bazen er blevet min anden familie. For der er rart og trygt at være – og så griner vi meget sammen. Man kan bare være, som man er og alligevel passe ind i fællesskabet. De frivillige er rigtig søde, og sætter ligesom rammerne for, at der er en positiv stemning, og at det er hyggeligt at lave mad sammen. Det er ikke sygdom og problemer der er i fokus, men det vi nu en gang har lyst til at snakke om; og ikke mindst: fællesskabet.
Da jeg flyttede fra mit kollegium til min egen lejlighed, var jeg bekymret for, om jeg ville gå for meget for mig selv og blive ensom. Men sådan blev det heldigvis ikke. Jeg begyndte at komme oftere i Bazen og fik bl.a. gennem dem nye venner i Aarhus, selvom jeg ikke havde boet her så længe.
Der er noget om, at Sindslidendes Vilkår er blevet min anden familie, da min biologiske bor langt væk. Og efter at være kommet her i to år, kan jeg kun sige, at det bliver bedre og bedre. Hyggeligere og hyggeligere. Og sjovere og sjovere.

Kvinde, 26

Når jeg kommer i værestederne føler jeg mig altid velkommen. Ligemeget hvornår jeg kommer, hvem der er der og hvilket humør jeg er i. Det er et trygt sted, ligesom mit hjem. I perioder kommer jeg ikke så tit, men når jeg så kommer igen føles det som om der ikke er gået noget tid siden sidst. Uanset hvem de frivillige er eller hvem brugerne er, er der den samme følelse af forståelse, accept, ligesind og ikke mindst forskellighed der giver flere løsninger og andet syn på livet. Det er ikke altid en god dag, men det glemmer jeg hvis jeg kommer i værestederne. Der stilles ikke krav til én, så man skal kun lave det man vil og kan. Når jeg så tager hjem føles verden lidt lysere og knuden af ensomhed er afløst af varmen fra samværet.

Kvinde, 22

Et sted, hvor jeg flytter fokuset over på glæden og får et pusterum fra bekymringerne omkring mig.

Mand, 45

SV er så godt for mig, fordi det er et fristed, hvor jeg føler mig tryg og velkommen, sommer og vinter, tyk eller tynd, overskud eller på en dårlig dag.

SV er vigtigt for folk, der fx har lav selvtillid, for få eller ingen venner eller anden kontakt og derfor føler sig alene og udenfor.

Kvinde, 39

At, de frivillige har en god og sund baggrund, som for nogen inspirere og kommer som et godt eksempel. Det, at de kan rumme og omfavne det skæve og barnlige, det umiddelbare og det skøre ,men også det alvorlige og det triste. Det, at kunne komme ud og opleve hyggelige og spændende ting sammen og spare tid på god sund aftensmaden og være social.

Kvinde, 29

Jeg kan godt lide at komme i værestederne fordi jeg kan være social med andre mennesker på min egen alder og fordi det altid er søde folk der er der og der er en god stemning.

Mand, 30

Jeg kommer i SV fordi, der kommer andre med psykiske lidelser. Dette giver en åbenhed og forståelse, der er svær at finde andet steds. Borgerne i SV er rimeligt velfungerende, men har noget at slås med i dagligdagen, som andre ikke har. SV giver et indhold i hverdagen, som er svær at finde andre steder. Desuden er der sund kost på programmet, som man måske ellers ikke ville få, når man er psykisk sårbar, og ikke altid har det store overskud.

Mand, 45

Folk der savner indhold og en mening med at stå op (jeg siger ikke alle brugere i sv falder under disse, men de findes alle blandt brugerne). Derudover synes tålmodighed, kompetance, overskud, diplomati og lyst at styre de frivillige hos SV’s gøren og lade.

 

Mand, 53

Jeg kan dele tanker med andre, spise med andre og lave fælles ting med andre. Det tager toppen af den værste ensomhed og jeg er ikke alene om madlavning. Desuden kan der være fælles aktiviteter.

Mand, 32

Jeg begyndte allerede som bruger af Bazen dengang lokalerne lå i Lystrup.
En god ting ved Bazen er de velkendte rammer, som stedet danner. Selvom der har været udskiftning af brugere og frivillige i
tidens løb, har jeg et sted hvor jeg føler mig velkommen – lidt som at komme hjem.
Her mødes vi, snakker lidt over fx. en kop te, laver mad sammen og spiller spil.
Det er ok, hvis du en dag ikke føler dig helt på toppen – det er der plads til.